Oplev Lund, Kalmar og Øland – Gamle danske områder

Tirsdag d. 26. maj – fredag d. 29. maj 2026

De fleste har hørt om Småland takket være Astrid Lindgrens vidunderlige historier om Pippi Langstrømpe og Vilhelm Mobergs filmatiserede roman; ”Udvandrerne”. De røde huse, milde birkelunde og store vilde naturområder er bare noget af det, der i dag gør Småland til et dejligt feriemål.

Vi skal bo på Hotel Packhuset i Kalmar, der ligger lige ved vandet og hvor der er en hjemlig og charmerende atmosfære. Fra hotellet er der ca. 7 min. gang til centrum af byen.

Byen Kalmar lagde navn til Kalmarunionen, hvor det lykkedes for Margrethe den 1. at samle Danmark, Norge og Sverige under én krone. Her får du rig mulighed for at gå rundt i Kalmars brostensbelagte gader, hvor du uundgåeligt vil komme til at føle ”historiens vingesus”. Med Kalmar som udgangspunkt tager vi på en heldagstur til Øland.

1.dag: Turen går over broerne til Sverige, på tværs af det smukke landskab, med de røde og gule huse samt de mange stengærder, til Kalmar. Undervejs får vi lidt historie om Småland og Lund Domkirke som vi gør et velfortjent stop ved. Vi spiser frokost på egen hånd i centrum af Lund. Fremme i Kalmar indkvarteres vi på hotellet, og senere mødes vi i restauranten til aftensmad og hyggeligt samvær.

2.dag: Vi starter dagen med en formiddagstur rundt i Kalmar. Vi kommer forbi gamle velbevarede træhuse, ser den statelige domkirke på Stortorget, bygget i romersk barokstil i 1660-1703, Kalmars flotte gamle vandtårn, den gamle bymur med dens porte og nyder bylivet.

Om eftermiddagen kan du fortsætte dit besøg på egen hånd. Måske er du undervejs på formiddagens tur blevet fristet til lidt shopping, måske skal det historiske Kalmar Slot ses, Kalmars fine kunstmuseum med svensk billedkunst fra 1800- og 1900-tallet eller en gåtur i de mange parker.

3.dag: I dag går turen til Øland. Øen er næsten 140 kilometer på langs og knap 15 kilometer i bredden med en spændende og anderledes natur og kultur. Vi kommer ind ca. på midten af øen via Ølandsbroen.

Derfra besøger vi den sydlige del og ser det enestående landskab, Alvaret – bestående af en kæmpe flad kalkstensslette og terrasse- landsbyerne på Unescos verdensarvsliste. Vi kommer forbi slotsruinen, Borgholm, som bl.a. i sin tid var hjemsted for Valdemar Atterdag.

Vi skal besøge den svenske kongefamilies smukke sommerslot Solliden, hvor vi skal se den smukke slotspark, med frodige beplantninger, vandfald, snoede stier og flotte naturoplevelser. Ved slottet vil der være mulighed for at spise frokost.

4.dag: Efter morgenmaden kører vi hjemad. Efter en god times kørsel holder vi en pause ved Brømsebro, som er en gammel grænseby mellem Sverige og Danmark frem til 1658.

Grænsestedet nævnes helt tilbage til 1000-tallet. Byen har en plads i vores historie, da der her har været mange fredsforhandlinger mellem svenskerne og danskerne.

I middelalderen lå her en borg, Brømsehus, som formodentligt var grundlagt af danskerne omkring 1360, under Valdemar Atterdag (1340-75). Ruinen findes stadig.

Efter nogle skønne dage i det sydsvenske vender vi snuden mod Kerteminde. Vi holder passende pauser med tid til at spise og strække ben.

 

Pris per person i delt dobbeltværelse kr. 3985,-

Tillæg for enkeltværelse kr. 1300,-

Prisen indeholder: transport, kaffe og rundstykke på udturen, overnatning i valgt værelse med halvpension (excl. drikkevarer) entré til parken på kongeslottet på Øland.

Turen gennemføres med min. 40 personer. Depositum kr. 700,- per person betales ved tilmelding. Sidste tilmelding er 1. april 2026, hvor restbeløbet også skal være betalt.

Ret til ændringer i programmet forbeholdes.

Opsamling Munkebo Kro kl. 8.30, Mellemleddet kl. 8.40, Borgm. Hansensvej kl. 8.50, Fjord & Bælt kl. 9.00.